Volvo Construction Equipment (Volvo CE) har hovedkvarter i Göteborg og produktionsanlæg over hele verden. De mange anlæg rundt omkring i verden producerer et omfattende udvalg af læssemaskiner, gravemaskiner, dumpere, jord- og asfaltvibrationstromler, asfaltudlæggere, kompakt materiel og materialehåndteringsudstyr.
Har du passion for ledelse og evner du at skabe det finansielle overblik samt være garant for valid og rettidig rapportering? Vil du være en del af en innovativ og fremsynet virksomhed med fokus på personlig udvikling og begavet arbejdskraft?
Med reference til CFO får du som regnskabschef det ledelsesmæssige ansvar for bogholderifunktionens 3 medarbejdere og for at sikre udviklingen i et stærkt, motiveret regnskabsteam, der varetager opgaver inden for hele det finansielle område. Du bliver en del af en virksomhed med 113 ansatte, hvor hverdagen er præget af en åben, direkte og uformel omgangstone med højt humør. Hos Volvo Entreprenørmaskiner A/S er der en dedikeret ledelseskultur med fokus på udvikling af den enkelte, og da regnskabsfunktionen er relativt ny, er der muligheder for at sætte sit aftryk på afdelingen og sikre, at afdelingen selvstændigt kan levere rettidige finansielle rapporteringer i høj kvalitet.
Som regnskabschef får du en central rolle som servicefunktion i virksomheden, med tæt sparring med ledelsen og økonomiafdelingen, samt på tværs af hele Volvo CE-koncernen globalt, for at sikre kontinuerlig optimering og effektivisering af relevante processer i afdelingen.
Gennem begavet arbejdskraft og en high performance kultur tilbyder Volvo CE de mest intelligente løsninger på markedet, ligesom en opgradering af den nuværende IT-platform skal sikre, at Volvo CE fortsat har systemerne og strukturerne til at være på forkant med udviklingen. Som den danske virksomhed i koncernen er Volvo Entreprenørmaskiner, med hovedkontor i Taulov, en af de førende forhandlere i Volvo CE og virksomheden er med til at sætte nye standarder for hele branchen.
Om Jobbet
Du kommer til at spille en stor rolle i at bibeholde og udvikle afdelingens gode ry i resten af organisationen gennem god service, godt humør og god holdånd – med fokus på høj kvalitet i din direkte ledelse. Udover den direkte ledelse af afdelingens 3 medarbejdere får du en bred kontaktflade i Volvo Entreprenørmaskiner A/S på lokationer i Taulov og i Ringsted.
Til hverdag er du hands-on og driver processerne omkring det finansielle årshjul herunder:
- Rapportering, både til den danske ledelse og til koncernen
- Budgetter og forecasts
- Års- og månedsregnskab
- Klargøring og koordinering med revisionen.
Det bliver også din opgave at analysere og forklare årsager til eventuelle afvigelser. Du præsenterer månedsregnskabet for ledergruppen, du holder dig opdateret på koncernens guidelines og du sparrer med virksomhedens Business Controller, CFO og resten af ledergruppen om, hvordan man kan gøre tingene bedre og smartere. Du får selvfølgelig en bred kontaktflade og touch-points i hele den danske organisation samt sparring med de internationale økonomifunktioner om best practice. Derudover deltager du gerne i projekter – f.eks. i forbindelse med opgraderingen til Dynamics 365.
Kvalifikationer
Uddannelsesmæssigt har du en baggrund som HD eller Cand. Merc. (Aud) og du har adskillige års succesfuld professionel erfaring inden for det finansielle område – formentlig fra en produktionsvirksomhed, og gerne fra et internationalt miljø. Det er selvfølgelig vigtigt, at du også har lysten til at forstå og gå i dybden på det operationelle niveau.
Som person er du åben, proaktiv og positiv og du motiveres af at skabe gode relationer ud i organisationen. Du har stærke analytiske færdigheder, god forretningsforståelse såvel som et veletableret personligt ledelsesgrundlag samt kommunikationsfærdigheder, til at skabe og lede et højt præsterende team. Du har som minimum et par års ledererfaring i en regnskabsfunktion, og som leder er du aktivt deltagende, tydelig og god til at lære fra dig, god til at planlægge og du har interesse og lyst til at arbejde hands-on.
Du har gode professionelle kommunikations- og sprogfærdigheder såvel skriftligt som mundtligt på både dansk og engelsk. Desuden forventer vi at du har stærke IT-kundskaber indenfor Excel og gerne Business Intelligence samt kendskab til Dynamics 365 eller tilsvarende system.