Hvornår giver det mening at overveje et brancheskift?
Måske er din karriere gået i stå, og du kan ikke længere få øje på spændende karrieremuligheder i den branche, du befinder dig i. Du oplever ikke længere noget meningsfuldt ved at gå på arbejde, og det vækker ikke længere din passion. Det kan også være, at din branche er i tilbagegang, og at jobmulighederne er faldende. Brancher ændrer sig hele tiden, og nogle forsvinder eller reduceres i betydning over tid.
Karriereudvikling kan være vigtig for at holde sig motiveret og engageret i et langt arbejdsliv, og derfor kan et brancheskift være en mulighed for at blive ved med at have et meningsfuldt arbejdsliv. Det kan også være et aktivt valg, hvor du har opbygget kompetencer og erfaringer, som du gerne vil afprøve i en ny kontekst eller inden for nogle nye rammer.
Uanset hvad der driver dig, er du ikke alene. Mange vælger et jobskifte eller karriereskift i løbet af deres arbejdsliv, og dem, der klarer sig bedst, er faktisk dem, der på forhånd har gjort sig klart, hvorfor de ønsker at forlade deres nuværende branche, og hvad de forventer sig af et job og et arbejdsliv i en anden branche.

5 tips til dig, der overvejer at skifte branche
For nogle er et brancheskift spændende og kan fungere som en ny start. For andre kan det virke mere kompliceret og måske uoverskueligt. I den sammenhæng er det vigtigt at huske på, at mange af dine erfaringer og kompetencer, personlige såvel som faglige, er generelle og kan bruges på forskellige måder. Det afgørende er, at du kan formidle, hvordan den erfaring, du har akkumuleret over tid, er relevant for en kommende arbejdsgiver.
Her er fem konkrete tiltag, der gør dit forestående skift hurtigere og enklere.
- Find ud af, hvad der er vigtigt for dig. Start med at afklare, hvad der er vigtigt for dig i et job, og hvad årsagen er til, at du har lyst til at lave et brancheskift eller karriereskift. Hvad er vigtigst? Opgaverne? Virksomheden? Branchen? Chefen? Eller noget helt andet? Tag dig god tid til denne afklaring. Den er fundamentet for alle dine næste skridt, og den hjælper dig med at skelne mellem, hvad du gerne vil væk fra, og hvad du gerne vil hen imod.
- Brug dit netværk. Det er ofte lettere at forklare dine kompetencer over en kop kaffe eller til et netværksmøde end i en ansøgning, hvor den rekrutteringsansvarlige ofte ser efter brancheerfaring. Opsøg mennesker i dit netværk, der arbejder i den branche, du gerne vil bevæge dig i retning af. Spørg ind til deres hverdag, hvilke kompetencer der vægtes, og hvordan de selv kom ind i branchen. De fleste siger ja til en kort samtale, og nogle gange åbner det op for muligheder, som du ikke vidste fandtes.
- Skab et ordforråd. Når du vil skifte branche eller funktion, er det vigtigt, at du får skabt et sprog inden for den branche, du gerne vil søge i. Du kan bruge LinkedIn, Jobindex.dk eller andre jobbanker til at undersøge de funktioner eller jobtyper, du er interesseret i. Find eksempelvis nogle fagpersoner, der har en stilling, du kunne være interesseret i. Hvilke ord og vendinger bruger de til at beskrive deres funktion og deres kompetencer? Brug derefter de samme ord i din egen ansøgning og i dit CV. Det viser ikke kun, at du forstår branchen, men gør det også lettere for rekrutteringsansvarlige at finde dig interessant og relevant.
- Tilpas dit ansøgningsmateriale. Når du har lavet din research på det område eller den stilling, du gerne vil søge, kan du tilpasse din ansøgning og dit CV. Det er vigtigt, at du her fremhæver, hvordan dine nuværende kompetencer og erfaringer kan bruges i andre sammenhænge. Læg gerne vægt på resultater og kompetencer frem for blot jobtitler. En arbejdsgiver i en ny branche køber din evne til at skabe værdi, ikke din historik fra ansættelser i andre brancher.
- Få et overblik over dine kompetencer. Når du har klarlagt, hvad der skal karakterisere dit kommende job og den retning, du har lyst til at bevæge dig i, kan du kortlægge, hvilke af dine kompetencer der kan komme dig til gode i jobbet. Vær ærlig om både dine styrker og svagheder. De fleste arbejdsgivere foretrækker en kandidat, der ved, hvad vedkommende kan og er villig til at lære, frem for én, der påstår at kunne alt.
Brancheskift bliver mere og mere almindelige, og dem, der lykkes bedst, er dem, der går til opgaven med afklaring, research og ærlighed om deres egne kompetencer.
Hos KARSBERG hjælper vi hver dag kandidater og virksomheder med at finde det rette match – også på tværs af brancher som byggebranchen, IT & tech, teknik & produktion og tekstil & livsstil. Vi ved, at det rette match sjældent handler om brancheerfaring alene, men om kompetencer, motivation og kultur.
Tidligere indlæg fra Stig Engell Jönsson

Den gode opsigelse
Alle taler om onboarding. Om den gode start, den gode introduktion og de første 100 dage. Men der er en anden disciplin, som ofte bliver overset: offboarding – en måde …
Læs indlægget